23948sdkhjf

Hvem skal have Den Dybe Tallerken 2019?

Nu kan man indstille kandidater til fødevarebranchens innovationspris
Nu er der mulighed for at indstille kandidater til Den Dybe Tallerken, der er den danske kvalitets- og innovationspris for fødevarebranchen.

Prisen går til en fødevarevirksomhed, en organisation eller en person, som "helhjertet og på exceptionel vis skaber innovation og kvalitet i harmoni med omverdenen". Bag uddelingen står netværket Dansk Fødevare Forum.

- Jeg glæder mig meget til at hylde en person eller virksomhed, der gør en særlig indsats for fortsat at udvikle fødevarebranchen i Danmark. Den Dybe Tallerken er et kæmpestort skulderklap og en stor anerkendelse fra kollegerne i branchen, siger Mette Jasper Gammicchia, der er formand for bestyrelsen for Dansk Fødevare Forum og afdelingsleder hos Landbrug & Fødevarer.

Alle med tilknytning til den danske fødevareindustri kan indstille en prismodtager. Prismodtageren udpeges af en dommerkomite nedsat af Dansk Fødevare Forum.

Prisen uddeles i år for 19. gang på Dansk Fødevare Forums årsmøde i København 2. maj. Den Dybe Tallerken overrækkes i år af kokken og iværksætteren Claus Meyer, der på dagen også vil fortælle om sine mangeartede oplevelser, udfordringer og succeser i fødevarebranchen.

Dansk Fødevare Forums årsmøde trækker hvert år op mod 100 deltagere, alle med baggrund i fødevarebranchen.

Det er muligt at indstille kandidater til Den Dybe Tallerken til og med 26. marts. På www.foedevareforum.dk kan man se, hvordan man indstiller.

Kommenter artiklen
Udvalgte artikler

Nyhedsbreve

Send til en kollega

0.127